Vi elsker telte og den særlige stemning, der opstår, når man skaber sin egen lille lejr midt i naturen. På Nordskoven finder du de perfekte rammer for teltferie – uanset om du rejser let eller har hele familien med.
Pladsen er omgivet af høje træer, som giver læ for vinden og skaber en rolig og beskyttet atmosfære. Selvom du ofte kan høre havets brusen nedenfor, mærker du næsten ingen vind. Kombinationen af skrænt, skov og nærhed til vandet giver en helt særlig følelse af fred og nærvær.
Terrænet er forholdsvist jævnt, hvilket gør det nemt at finde en god plads til teltet. Samtidig består underlaget af en blød sandbund, som gør det let at sætte pløkker og barduner fast – en klar fordel for både nybegyndere og erfarne campister.
I Hiker’s Corner har vi indrettet et område specifikt til mindre telte, hvor der er ekstra fokus på ro og enkelhed. Tættest på vandet er området bilfrit og forbeholdt telte, så du kan nyde naturen uden forstyrrelser. På resten af pladsen er der fri placering, så du selv kan vælge det sted, der passer bedst til din teltoplevelse.
Nordskoven er teltferie, når det er enkelt, hyggeligt og tæt på naturen.